Den gode, gamle plade – på vej mod en ny begyndelse

Overvejer du at smide LP-pladerne ud – stop! Har du overvejet, hvor meget du går glip af?

Da CD-formatet blev introduceret i 80’erne, spåede mange, at det var slut med LP’er. Det fik de også ret i – sådan da. For mens man havde travlt med at lovprise CD’ens mange gode egenskaber – især dens kompakte størrelse og holdbarhed – skulle det med tiden også vise sig, at musikelskere med tabet af LP’en mistede noget, som det nye format ikke kunne erstatte.

Det, der før havde givet anledning til irritation hos mange, eksempelvis den umiskendelige knitrende lyd, blev pudsigt nok noget, som man længtes efter – lyden af de gode gamle dage. Det lille og kompakte format, som man før havde glædet sig over, skulle nu vise sig at indskrænke oplevelsen af at sidde med et komplet og gennemført kunstværk i hænderne, hvor det musikalske og det visuelle gik op i en højere enhed. Sagt på anden vis var de mange detaljer, som et pladecover kunne indeholde, alt for svære at få øje på i det lille CD- cover. Jo, CD-formatet var måske nok praktisk, men det manglede i høj grad charme, og da mp3-filerne begyndte at blive mere og mere udbredte, var det næppe nogen overraskelse, at CD’en blev ladt i stikken. I sidste ende havde den kun musikken kørende for sig, og det var ganske enkelt ikke nok.

Selvom musikstreaming stadig dominerer markedet den dag i dag, har den klassiske LP oplevet en renæssance, som kun de færreste havde turde gætte på tilbage i 80’erne.

Har man holdt fast i de gamle vinylplader, er der ofte pæne summer at hente på netauktioner og loppemarkeder, hvis man ellers nænner det – for der er jo noget særligt ved dem, de gamle plader.

Urets relevans i en digital tidsalder

Smeltende ure i drømmeagtige landskaber eller timeglas som subtile påmindelser om, at vores tid her på jorden er begrænset.

Gennem tiden har uret spillet en stor rolle i kunsten, og den hverdagsagtige brugsgenstand, som har stor praktisk betydning, er efterhånden blevet et symbol på noget grundlæggende ved menneskelivet, nemlig bevidstheden om vores egen dødelighed, og som følge deraf også spørgsmålet om, hvad vi prioriterer og ønsker at opnå i tilværelsen.

Uret er et objekt, som vækker genklang hos de fleste, uanset om man interesserer sig for kunst eller ej, og af samme grund kan man måske antage, at det klassiske armbåndsur ikke forsvinder fra vores hverdag lige med det samme, også selvom mange mennesker i dag foretrækker at bruge det ur, som findes på smartphonen. Den mentale tilknytning til uret er ganske enkelt for stærk.

Dette er ikke noget nyt fænomen, selv i en tid, hvor det mekaniske ur endnu ikke var blevet hvermandseje, var symbolikken alligevel i brug i form af forløberen, timeglasset:

“Og når til sidst på herrens bud, vort timeglas udrinder” skrev Grundtvig i 1844 i salmen “Nu falmer skoven trindt om land”.

Allerede her ser man, hvordan uret – eller timeglasset – ikke kun er et praktisk redskab til måling af tid, men samtidig også et billede på et eksistentielt grundvilkår.

Man kan spørge sig selv, hvor mange andre tekstforfattere, malere, billedhuggere og andre, der gennem tidens løb har benyttet uret til at udtrykke lige netop dette. Selvom man nok aldrig kommer tæt på et svar, har man måske alligevel et svar på, hvorfor uret stadig synes relevant i vores digitale tidsalder.