Beslut dig for at træne – selv på farten

Uanset om det gælder en forretningsrejse eller ferie, er det altid lidt spændende at bo på hotel. Men hvad gør man, hvis man træner regelmæssigt, og hotellet ikke har et fitnessrum, hvor man kan holde formen ved lige under sit ophold?

Lad os slå fast med det samme at intet kan erstatte den træning, man får i et veludstyret fitnesscenter, men med en smule kreativitet og gåpåmod kan man sagtens lave et passende program, som kan hjælpe en med at få gang i blodomløbet hver dag. Du tænker måske, at enten frivægte eller maskiner er det eneste rigtige, og at kropsvægtsøvelser er noget, der hører gymnastiktimerne i folkeskolen til. Det kunne ikke være mere forkert! Med et alsidigt program bestående af kropsvægtsøvelser kan man sagtens holde formen ved lige, og selvom de ikke kan udvikle ens muskulatur på samme måde, som vægte kan, kan de rent faktisk godt være et sjovt afbræk fra den regelmæssige træning.

Er der ikke nok udfordringer i armbøjninger? Hvad med at sætte fødderne op på sengen for på den måde at øge belastningen – pludselig er det ikke så nemt længere! Og hvad med træning af tricepsmusklen? Kræver det ikke vægte? Ikke nødvendigvis. Prøv i stedet at lave dips mellem to stole eller mellem hotelværelsets skrivebord og en stol.

Der er masser af muligheder og husk følgende: Jo mere din kuffert vejer, desto tungere squats og bænkpres kan du lave! Bare læg dig ned på sengen med benene bøjet nedover og fødderne på gulvet. Så er du klar til at træne brystet, og rejser du sammen med din partner, er det endnu bedre. Så er der nemlig to kufferter, du kan løfte, og en til at holde dem under dit sæt!

 

Bornholm – kendt for klipper og ure

Ure som Omega og Rolex og er internationale klassikere i urmiljøet, men rent faktisk kan Danmark også være med, når det gælder innovation inden for urbranchen. Måske står der allerede et Bornholmerur i stuen?

Solskinsøen Bornholm er for mange danskere noget helt særligt. Velkendt og alligevel unikt, med en kultur, der bærer præg af både den politiske tilknytning og den geografiske afstand. En af de ting, som mange tænker på, når Bornholm nævnes, er selvfølgelig det klassiske og karakteristiske standerur – Bornholmeruret – og det er der vel heller ikke noget at sige til.

Danmark har traditionelt set ikke markeret sig inden for urmageri, så at rigets yderste afkrog skulle blive kendt for lige netop dette, er selvfølgelig et pudsigt tilfælde.

Urproduktionen på Bornholm begyndte faktisk ved lidt af et tilfælde. I 1744 strandede et hollandsk skib lastet med stueure på øen, og da disse var blevet beskadiget i forbindelse med skibbruddet, blev de sendt til reparation hos en lokal rokkedrejer, Poul Ottesen Arboe. Han havde ingen erfaring som urmager, men gennem det omfattende arbejde med at reparere urene lykkedes det ham alligevel at tilegne sig så meget viden om urmekanik, at han kunne begynde sin egen produktion – og Bornholmeruret var født!

De karakteristiske ure blev hurtigt populære i resten af landet, dels på grund af deres lave priser i forhold til mange andre stueure på den tid, og ikke mindst på grund af de specielle urkasser med enten en helt lige eller en sirligt udskåren overlinje. I dag er antikke bornholmerure meget eftertragtede, og man ser også ofte ikke-fungerende ure i de danske hjem, hvor de benyttes som rene dekorationsgenstande, da mange sætter pris på de flotte udskæringer, der vidner om et unikt kapitel i dansk designhistorie.